Websitetemplate.org
Forside 

 
 

 

 
 
 

Forside 

Velkommen til Mikkels hjemmeside

Dette er historien om Mikkel Mathias Jensen, som kom til verden den 1. Januar  2007.

Mikkel er født med diagnosen Corpus callosum agenesi, som betyder at Mikkel har en manglende udvikling af hjernebjælken. Som forældre var vi under graviditeten lykkeligt uvidende om Mikkels hjerneskade, men allerede i hans andet levedøgn, blev det ved en ultralydsscanning af Mikkels hoved konstateret, at han var født med en misdannelse i hjernen.

Som forældre var det naturligvis et kæmpe chok, at få en meddelelse af den karakter. Der meldte sig mange spørgsmål omkring, hvordan Mikkels fremtid ville komme til at se ud.

Desværre var det spørgsmål, som lægerne ikke havde nogen muligheder for at kunne besvare. Det er nemlig sådan, at diagnosen Corpus callosum agenesi kan variere fra, at barnet kan vokse op uden synlige eller med mindre handicaps, til at barnet kan være ramt i en så alvorlig karakter, at det medfører at barnet må have hjælp hele livet igennem.

Kun tiden ville kunne vise os, hvor hårdt Mikkel ville være ramt af diagnosen, og for os forældre har tiden aldrig nogensinde før, været en så svær størrelse, at skulle kæmpe imod.

Allerede i de første måneder af Mikkels liv, blev vi klar over, at Mikkel ikke ville få lige så let ved udviklingen som andre børn. Mikkel var bagud på mange områder, og det var en realitet, at Mikkel ville få behov for ekstra træning og stimulation. Som forældre var vi havnet i en helt ny verden, som vi ikke havde kendskab til.

Men i Mikkels første leveår, tilegnede vi os meget viden omkring, hvordan vi kan hjælpe Mikkel til et godt og værdigt liv, med fokus på udvikling, glæde, selvtillid og ikke mindst kærlighed.

Mikkel bliver trænet med Advanced Biomechanical Rehabilitation metoden, i daglig tale også kaldet ABR. Det er en meget blid massageteknik, som hjælper med at genoprette kroppens naturlige balance, så der dannes grundlag for motoriske færdigheder. Ud over ABR. laver vi mange andre øvelser med Mikkel, og vi finder stor inspiration fra andre forældre, der træner deres børn, men også fra fagpersoner, der er tilknyttet Mikkel.

Vi mener, at Mikkel har et kæmpe potentiale, og som forældre vil vi hjælpe ham til, at han kommer langt her i livet. 

Følg Mikkel her på siden, hvor der løbende vil komme nyheder.

Hjemmesiden er oprettet for, at vi løbende vil fortælle om de træningsmetoder, vi benytter for at hjælpe Mikkel i hans udvikling.

 

 
 

Powered By CMSimple.dk - Template By Websitetemplate.org